Publiceret: 1/23/2013
Visninger: 155
Bedøm casen:

LB Forsikring Skyløsning med mobil integration sparer ressourcer og øger tilliden mellem medlemmer og forsikringsselskab

Det er for sent at tænke på dokumentation til forsikringen, når indbrudstyven har hugget smykkerne, designerstolen og familiens bærbare computere. Eller, værre endnu, hvis hjemmets, samtlige værdier, billeder og kvitteringer går op i røg.

– Derfor giver vi nu alle vores medlemmer en ’digital værdiboks’, så de kan lægge kvitteringer og billeder af deres værdier direkte op i en mappe i skyen, som kun de selv har adgang til. Vi har gjort det så bekvemt som muligt, og de kan endda tage fotos med deres smartphone eller tablet og lægge dem i værdiboksen med få klik. For skulle uheldet være ude, kan de let finde og vedhæfte al dokumentationen til skadesanmeldelsen som elektroniske dokumenter, forklarer it-direktør Steen Gustafsson, LB Forsikring.

*
* Azure passer utroligt godt ind i vores strategi om at bruge it til at fastholde medlemmerne ved at yde en bedre service og være mere til stede i deres bevidsthed, også inden skaden sker. Vel at mærke samtidig med, at vi bliver i stand til at høste nogle helt konkrete forretningsfordele. *

Steen Gustafsson,
it-direktør,
LB Forsikring

*
LB Forsikring stiller løsningen til rådighed for over 325.000 medlemmer i de fire forsikringsgrupper, den administrerer – nemlig Lærerstandens Brandforsikring, Bauta Forsikring, Runa Forsikring og FDM Forsikring.

– Det gør medlemmerne mere trygge og øger den gensidige tillid mellem os og dem. Tilsvarende vil det forenkle arbejdsgangene betydeligt på en række områder, tilføjer han om løsningen – der i øvrigt er den første af sin art.

Fleksibel adgang til ubegrænset datakapacitet

Løsningen er udviklet af Microsoft-partneren Netcompany på den skybaserede applikationsplatform Windows Azure, og det er der flere fordele ved.

– Azure kan selv skrue op og ned for, hvor meget lager- og processorkapacitet, løsningen bruger. Det er smart, hvis rigtig mange f.eks. rammes af skybrud og skal tilgå systemet på omtrent samme tid, siger systemchef Jesper Mandrup, LB Forsikring.

– Vi har reelt adgang til ubegrænsede ressourcer, men betaler kun for den processor- og storagekapacitet, der er behov for. Alt i alt er økonomien i løsningen ret attraktiv, og den tåler slet ikke sammenligning med, hvad vi ville skulle betale for en egenhostet infrastruktur med tilstrækkelig kapacitet og fleksibilitet til at løfte samme opgave. Her ville prisen være markant højere, konstaterer han.

Let udvikling på Azure sikrede løsning på rekordtid

Alligevel var der kort fra idé til handling, da den digitale værdiboks skulle realiseres. Ifølge Jesper Mandrup gik der blot 12 uger fra Netcompany fik opgaven udstukket, og til forsikringsselskabets egne it-folk kunne begynde at koble løsningen på infrastrukturen.

– Det er faktisk ret imponerende, at vi kan få nogle til at bygge en løsning som den her på så kort tid, siger han.

Men det er der – ifølge partner Kim Clausen Agerskov fra Netcompany – en god forklaring på.

– Det har været super simpelt for os at udvikle på Windows Azure. En af årsagerne er, at platformen er bygget så snedigt, at man kan etablere egne testmiljøer på få minutter – noget der i værste fald kan tage dage eller uger, hvis man skal bestille det fra en hostingpartner. Derfor kan du udvikle langt mere fokuseret, vel at mærke samtidig med, at du bliver i stand til at eliminere en række risici undervejs, siger Kim Clausen Agerskov.

Ligeledes er Azureplatformens fleksibilitet en af årsagerne til, at det var let at integrere værdiboksen med LB Forsikrings mobile app, så medlemmerne har adgang til den overalt.

*
* Det har været super simpelt for os at udvikle på Windows Azure. En af årsagerne er, at platformen er bygget så snedigt, at man kan etablere egne testmiljøer på få minutter – noget der i værste fald kan tage dage eller uger, hvis man skal bestille det fra en hostingpartner. *

Kim Clausen Agerskov,
Partner,
Netcompany

*
Skyplatformen baner vej for portobesparelser

Faktisk er de gode erfaringer fra den digitale værdiboks stærkt medvirkende til, at LB Forsikring for nylig har valgt at arbejde videre mod at give skybaseret adgang til et medlemsarkiv via en Azure-app.

– Indenfor en overskuelig fremtid vil vi kunne sende data fra vores backend-system og ud til den webbaserede grænseflade, hvor medlemmerne selv kan se oplysningerne. De vil få adgang til al korrespondance, policer og dokumenter, hvilket giver dem et langt bedre overblik. Samtidig kommer vi til at spare temmelig mange penge på porto og anvendelse af e-Boks, forventer Steen Gustafsson.

– På den måde kan man sige, at Azure passer utroligt godt ind i vores strategi om at bruge it til at fastholde medlemmerne ved at yde en bedre service og være mere til stede i deres bevidsthed, også inden skaden sker. Vel at mærke samtidig med, at vi bliver i stand til at høste nogle helt konkrete forretningsfordele, bemærker han.

Ekstra faktaboks

Stor interesse for skybaseret værdiboks

Den digitale værdiboks var af flere årsager oplagt at bygge som skyløsningen baseret på Windows Azure – og tillige det første produkt af sin art i den danske forsikringsbranche. Interessen var da også stor, da LB Forsikring gav kunderne mulighed for at oprette deres ’egen’ værdiboks; allerede i de første par uger havde over 5.000 medlemmer registreret sig som brugere – vel at mærke inden man havde gjort decideret opmærksom på tjenesten.

Løsningen - kort fortalt



Organisations størrelse
525 medarbejdere

Organisationsprofil
LB Forsikring A/S administrerer fire forsikringsgrupper, nemlig Lærerstandens Brandforsikring, Bauta Forsikring, Runa Forsikring og FDM Forsikring med over 325.000 medlemmer. Koncernen har 525 medarbejdere.

Situationen
LB Forsikring havde behov for en tjeneste, der gjorde det let for medlemmerne at samle dokumentation for egne værdier og indbo. Det var blandt andet vigtigt, at risikoen for tab af data ikke var for stor.

Løsningen
En såkaldt ’digital værdiboks’ baseret på Windows Azure, hvormed medlemmerne selv kunne uploade scannede kvitteringer og fotomateriale via pc eller smartphone.

Fordele
  • Med Windows Azure kunne LB Forsikring hurtigt bygge nyskabende skyplatform
  • Adgang til ubegrænset kapacitet samt automatisk skalering efter behov
  • Let at bygge app, der understøtter mobile enheder
  • Tjeneste kan fastholde medlemmer og sikre højere tillid og tryghed
  • Attraktivt prisniveau

Software & Services
Microsoft Azure

Industri(er)
Insurance

Land
Denmark

Languages
Danish

Partner(e)
Netcompany A/S