Microsoft præsenterer Windows Server 2008

Den største lancering af produkter rettet mod virksomheder og professionelle udviklere i Microsofts historie fokuserer på sikkerhed, web, virtualisering og bedre forretningsledelse. Lanceringen omfatter Windows Server 2008, Microsoft SQL Server og Microsoft Visual Studio 2008. Surftown og BankInvest er blandt de første danske virksomheder på den nye platform.

Hellerup – den 28. februar 2008 – Microsoft har lanceret den næste generation af applikationsplatforme og infrastrukturprodukter. Det drejer sig om Windows Server 2008, Microsoft Visual Studie 2008 og Microsoft SQL Server 2008.

Lanceringen udgør en milepæl i Microsofts bestræbelser på at hjælpe sine kunder med at optimere teknologi, processer og produktivitet, og for at øge værdien af it som et strategisk aktiv i organisationen. Med de nye produkter kan virksomheder få en virtualiseret it-infrastruktur, hvilket giver en mere effektiv og sikker drift. Samtidig leverer de nye produkter værktøjer til business intelligence og til næste generations web-oplevelser – alt sammen til gavn for virksomhedernes økonomiske resultater.

”It-teknikere og softwareudviklere har fortalt os, at de bruger for meget tid og for mange penge på at drive de eksisterende systemer – og ikke nok på at investere i nye muligheder, som skaber strategiske fordele,” udtaler Chief Executive Officer Steve Ballmer fra Microsoft. ”Denne feedback har været helt central for udviklingen af den bølge af nye produkter, vi lancerer nu. De mange svar fra tusinder af it-administratorer og softwareudviklere fra hele verden slår fast, at dette er den mest sikre erhvervsplatform, vi nogensinde har leveret, og at det vil forenkle driften og gøre det muligt for vores kunder at fokusere skarpere på at drive deres forretninger fremad.”

Danskere hurtigt fra start
I Danmark har BankInvest haft gode erfaringer med tests af Windows Server 2008. Med den nye server kommer BankInvests it-afdeling til at spille en central rolle i virksomhedens forretningsstrategi om at udvide til udlandet. Den nye server gør det muligt at levere et robust system, der kan implementeres i de udenlandske afdelinger uden at gå på kompromis med sikkerheden.

”Erfaringer fra vores afdeling i Luxembourg har vist, at vi har behov for et nyt og mere sikkert serversystem, hvis vi skal udvide vores forretning til andre lande. Inden for vores branche er it-sikkerhed afgørende, og med Windows Server 2008 har vi fået redskaberne til at understøtte virksomhedens forretningsstrategi,” siger projektleder i IT Operations, Carsten Lausen, BankInvest.

Hos webhotellet Surftown, der sælger serverhosting og drift af it, har man i mange år fulgt nøje med i udviklingen inden for servere. Surftown er ikke i tvivl om, at Windows Server 2008 vil give deres kunder flere muligheder og bedre service på en lang række punkter.

”Folkene bag Windows-serverne har været meget grundige i deres undersøgelser af, hvad brugerne ønsker sig. Derfor har de blandt andet øget serverens skalerbarhed og bredden i de applikationer, serverplatformen understøtter. Med Windows Server 2008 bliver det for eksempel muligt at understøtte både PHP-applikationer og .Net-applikationer på én og samme serverplatform,” siger Frederik Skovbo, direktør i Surftown.

De nye Windows-produkter lanceres i dag – den 28. februar – med den største online launch, der nogensinde er fundet sted i Danmark. På Microsofts danske hjemmeside kan man finde yderligere information om Windows Server 2008, Microsoft SQL Server 2008 og Microsoft Visual Studio 2008.


For yderligere information kontakt kommunikationsdirektør Sara Helweg-Larsen, Microsoft, på 4489 0581; projektleder i IT Operations Carsten Lausen, BankInvest, på 7730 9029; eller direktør Frederik Skovbo, Surftown, på 2715 0160.

Om Microsoft:
Microsoft (Nasdaq "MSFT"), der blev grundlagt i 1975, er verdensførende inden for software, serviceydelser og løsninger, som gør det muligt for brugerne og virksomhederne at udnytte deres fulde potentiale.

Om BankInvest:
BankInvest, der blev stiftet i 1969, er en af Danmarks førende uafhængige kapitalforvaltere. De forvalter investeringsforeninger, hedgeforeninger, venturefonde samt større private og institutionelle porteføljer.

Om Surftown:
Surftown, der er en del af Cohasio, blev lanceret i 2003 og er i dag blandt de hurtigst voksende udbydere af webhoteller i Europa. De sælger professionelle standardiserede ydelser i form af hosting og support til private og erhverv.