Internet Explorer 8 lader brugeren bestemme

Microsofts nye internetbrowser er udviklet til at give brugeren den bedste oplevelse på nettet nogensinde. Derfor tilpasser Internet Explorer 8 sig de daglige gøremål og lader brugeren bestemme, hvordan personlige data må bruges på nettet. Ved at understøtte internationale browserstandarder håber Microsoft at kunne bidrage til en brugervenlig udvikling af internettet. Internet Explorer 8 kan fra i dag testes på dansk.

Postkassen, banken, boghandlen, auktionen, landkortet og leksikonet finder vi alt sammen på nettet. Og hver bruger har sin foretrukne måde at finde det, man søger. Internet Explorer 8 er designet til at føje sig den enkelte brugers vaner og respektere ønsker omkring beskyttelse af personlige data. Bag udviklingen ligger iagttagelser af, hvilke opgaver almindelige mennesker løser hver eneste dag ved hjælp af deres internetbrowser.

”Vi har taget udgangspunkt i de mange online behov, vi har i hverdagen, og udviklet Internet Explorer 8 til at gøre livet på nettet lettere og sikrere end nogensinde. Vi kan nu byde på en lang række funktioner, der åbner genveje, hvor der før kun var omveje, og så giver Internet Explorer 8 brugeren fuld kontrol over sin færden på nettet” siger Mortimer Liebman, divisionschef for Windows hos Microsoft Danmark.

Resultatet er, at Internet Explorer 8 gør mange af hverdagens online gøremål langt lettere og hurtigere at udføre. Hvis man fx skal finde vej til en restaurant, er man ikke længere tvunget til at kopiere adressen fra restaurantens hjemmeside ind på en vejviserhjemmeside. Nu kan en Accelerator reagere på den markerede adresse og vise et kort med det samme. Det sparer brugeren for trivielt og tidskrævende tastearbejde. En anden ny opfindelse er Web Slices, der giver helt nye muligheder for at overvåge opdateringer af vigtige informationer. På den måde kan man fx følge med i nye bud på en online auktion, alt imens man tjekker andre hjemmesider. Se eksempler på begge funktioner her: www.microsoft.dk/IE8.

Brugeren har bukserne på
Der kan være tilfælde, hvor man gerne vil være på nettet uden at blive kigget over skulderen. Derfor tilbyder Internet Explorer 8 funktionen InPrivate, der sørger for, at man hverken efterlader spor på nettet eller på computeren. Så når den søde juletid nærmer sig, behøver man ikke længere være bekymret for at familien kan opdage gaveidéerne i browserens historik. InPrivate kan også give ro i sjælen, når man låner andres computere

For at sikre brugerne bedst mulige oplevelser på nettet understøtter Internet Explorer 8 de mest udbredte internationale browserstandarder. Intentionen er at skabe et åbent miljø, der giver it-udviklere bedre muligheder for innovativ integration og lader brugeren få glæde af den nye browsers mange muligheder på så mange hjemmesider og platforme som muligt.

Internet Explorer Beta 2 kan hentes gratis på www.microsoft.dk/IE8., hvor der også findes flere informationer om de mange nye funktioner


For yderligere information kontakt:
Signe Toftegaard Madsen, kommunikationschef, Microsoft
tlf. 20 74 85 43, e-mail: signem@microsoft.com

Mortimer Liebman, divisionschef for Windows, Microsoft
tlf. 20 21 15 62, e-mail: mortl@microsoft.com


Om Microsoft
Microsoft (Nasdaq "MSFT"), der blev grundlagt i 1975, er ledende inden for software, serviceydelser og løsninger, som gør det muligt for brugerne og virksomhederne at udnytte deres fulde potentiale.