
Den 6. og 7. oktober rejser medarbejdere fra Microsoft landet tyndt for at give gode råd til SFO’er og fritidsklubber om børns adfærd på nettet. Turnéen er en del af Netsikker nu!-kampagnen og udviklet sammen med Red Barnet. Målet er at klæde pædagogerne på til at deltage i børnenes digitale liv, så de kan hjælpe de unge it-stormtropper til sikker færden på nettet.
Når fritidsklubbens børn kaster om sig med begreber som Messenger, Arto, goSupermodel og Facebook, kan det være svært for de voksne at følge med. Børnene er storforbrugere af internettets muligheder. Mange børn deltager i flere sociale netværk for at opretholde kontakten til venner og veninder, når skoledagen slutter og det fysiske samvær får en pause. Derfor bliver den digitale generationskløft ekstra tydelig på landets SFO’er og fritidsklubber, og de unge it-indfødte sætter dagligt de voksne it-immigranter til vægs.
Men pædagogerne må ikke lade sig skræmme af børnenes forspring. Tværtimod er det vigtigt, at de finder deres rolle i børnenes digitale samvær, så det bliver muligt at tale med børnene om deres oplevelser på nettet, når de har brug for det:
”Børn kommer ikke med deres online problemer og betænkeligheder til voksne, der forholder sig uforstående over for det digitale liv. Børn er stolte af deres viden om nettets muligheder, og ved at indbyde børnene til at dele ud af deres viden, kan de voksne åbne for en dialog, der muliggør vigtige samtaler om risici, farer og faldgruber på nettet,” siger Kuno Sørensen, psykolog hos Red Barnet.
Uddannelse giver netsikkerhed
Sikkerhed på nettet er blevet vigtigt for børn i takt med, at internettet er en naturlig del af deres sociale liv.
”De unge computerbrugeres flair for den digitale verden og nettets muligheder er uden sidestykke. Men når man er nysgerrig kommer man også vidt omkring på nettet. Derfor er det vigtigt, at vi lærer vores børn, hvad man kan dele med andre, og hvornår man bør lade være. Den opgave er vi glade for at bidrage til,” siger Jørgen Bardenfleth, administrerende direktør, Microsoft Danmark.
Microsoft besøger i alt 10 fritidsklubber og SFO’er landet over som en del af årets Netsikker nu!-kampagne, der arrangeres i samarbejde med Videnskabsministeriet. Tre institutioner har inviteret pressen med indenfor – se oversigt over tider og steder nedenfor.
For yderligere information kontakt:
Signe Toftegaard Madsen, kommunikationschef, Microsoft
tlf. 20 74 85 43, e-mail: signem@microsoft.com
Om Microsoft
Microsoft (Nasdaq "MSFT"), der blev grundlagt i 1975, er ledende inden for software, serviceydelser og løsninger, som gør det muligt for brugerne og virksomhederne at udnytte deres fulde potentiale.
Microsoft har tidligere udgivet bogen, ”Bliv en h@j på nettet”, om god og sikker adfærd på internettet. Bogen er udsolgt, men man kan downloade en pdf udgave af den her:
Bliv en h@j på nettet
