Jump to: Page Content, Site Navigation, Site Search, Site Map

Windows Media Center

Vejledning til manuel opsætning af programguiden i Media Center i Windows Vista Home Premium eller Ultimate



1. Konfiguration af tv-signalet

Allerførst skal tv-signalet konfigureres og Media Center skal søge efter tilgængelige tv-kanaler.

Vælg: Indstillinger -> Tv -> Konfigurer tv-signalet.

Hvis du bliver spurgt, om du vil fortsætte, så svar Ja.

Gå herefter igennem guiden til opsætning af tv-signalet. Undervejs skal du bl.a. vælge:

- Den korrekte region: Danmark
- Tv-signal: Vælg Kabel, hvis du modtager via kabel-tv eller Antenne, hvis du har din egen antenne til modtagelse af tv.

Ved nedenstående skærmbillede, skal du vælge Konfigurer programoversigterne -> Næste -> Næste

Windows Media Center

Du når nu frem til opsætningen af programguiden – svar Ja til at bruge programguiden og vælg Jeg accepterer ved skærmen med Vilkår for brug af programguide.

Du vil nu blive spurgt om dit postnummer – indtast dette og vælg Næste. Når overførslen er slut, vælg Næste.

Du får nu et skærmbillede, der minder om dette:

Windows Media Center

Her skal du vælge Manuel opsætning, kabel-tv (analog), hvis du modtager tv via kabel-tv (f.eks. YouSee eller Telia Stofa). Hvis du modtager via antenne, vælges Manuel opsætning, antenne (analog).

Vælg Næste, vent til den er færdig med at hente oplysninger via internettet, og vælg Næste igen.

Vælg Start søgning. Media Center søger nu efter, hvilke kanaler der kan modtages. Vent indtil den er færdig. Vælg Næste og derefter Udfør.

Media Center har nu fuldført søgningen efter kanaler og forsøgt at matche dem, den kunne genkende, med de relevante programoversigter. Det er dog muligt, at der er kanaler, den ikke har fundet, og det er sandsynligt at nogle af kanalerne mangler eller har forkerte programoversigter.

Hvis der er kanaler, der slet ikke er fundet, så gå videre til afsnit 2 nedenfor – ellers, hvis alle kanaler er der, men med manglende eller forkerte programoversigter, gå videre til afsnit 3.


2. Tilføj manglende kanaler

VIGTIGT: Denne vejledning virker kun, hvis man har fuldført trinene i afsnit 1 ovenfor. Hvis man i stedet prøver at tilføje manglende kanaler efter tidligere at have hentet en automatisk opsætning til f.eks. YouSee eller Telia Stofa, vil det ikke virke og man skal i stedet gå igennem vejledningen ovenfor.

Hvis du opdager, at der er kanaler, Media Center ikke har fundet, så kan disse tilføjes manuelt ved hjælp af frekvensen, fra din kabel-tv-udbyder. De fleste kan finde deres kanaloversigter fra deres kabel-tv-udbyder på udbyderens hjemmeside.

For at tilføje manglende kanaler skal du gøre følgende.

Vælg Indstillinger -> Tv -> Programguide -> Tilføj manglende kanaler -> Tilføj kanal

Vælg et navn til den kanal (f.eks. CNN), du vil tilføje og vælg derefter Næste.

Indtast nu frekvensen for den manglende kanal og vælg derefter Tilføj

Fortsæt dette for alle kanaler, der måtte mangle. Vælg derefter Udfør


3. Føj programoversigter til kanal

Som nævnt tidligere vil nogle af kanalerne muligvis enten mangle programoversigter eller have de forkerte programoversigter.

For at tilføje eller ændre programoversigter for en kanal, kan du gøre følgende:

Vælg Indstillinger -> Tv -> Programguide -> Føj programguider til kanal

Vælg den kanal fra listen, du ønsker at føje programoversigter til. Vælg derefter hvilke programoversigter, du ønsker at knytte til den pågældende kanal. For nogle kanaler, findes der dog desværre ingen programoversigter og de vil derfor ikke findes i listen.

Fortsæt dette for alle kanaler, der måtte mangle korrekte programoversigter. Vælg derefter Gem.